Dansk håndbold styrket internationalt


Morten Stig Christensens evner og navn vil styrke dansk håndbold internationalt, vurderer formanden for Divisionsforeningen Håndbold.
Morten Stig Christensen er noget nær det bedste, der kan ske for dansk håndbold lige i øjeblikket. Nogenlunde sådan kan man sammenfatte den første reaktion fra Divisionsforeningen Håndbold på, at den tidligere sportschef for TV2/Sporten tirsdag blev præsenteret som ny generalsekretær og direktør i Dansk Håndbold Forbund (DHF) efter Hans-Christian Jacobsen.
- Vi kender Morten som en leder, der evner at skabe entusiasme i en organisation, at skabe nytænkning samt har store kommunikative evner. Alt sammen vigtige egenskaber i det job, som Morten nu har fået. Som tidligere landsholdsspiller og mangeårig kommentator kan Morten dertil lægge sin store indsigt i selve håndboldsporten. Dette forhold kan endvidere være med til at styrke dansk håndbolds relationer nationalt og internationalt. Vi ser frem til et godt samarbejde med Morten, skriver Divisionsforeningens formand, Arne Buch, i en pressemeddelelse.

Ingen kommentarer: