Københavnere er ikke til kvindehåndbold

Mens publikum i provinsen står i kø for at komme ind, når de bedste hold i kvindernes håndboldliga tørner sammen, er billedet et andet i hovedstaden. Efter fire sæsoner i spidsen for byens bedste ligahold må FCK konstatere, at københavnerne er svære at lokke til kvindehåndbold.
I den netop afsluttede sæson var der i gennemsnit 858 tilskuere til FCK's hjemmekampe i Frederiksberg Hallen, hvilket blot er ligaens 10. højeste tilskuertal.
- Der er ingen tvivl om, at vi har et stykke arbejde foran os for at få københavnerne gjort endnu mere interesseret i håndbold. Potentialet er væsentligt større, end det der i øjeblikket bliver vist ude i Frederiksberg Hallen, siger FCK Håndbolds direktør, Dan Hammer, til Ritzau.
For fire år siden kastede den succesrige fodboldklub sig over håndbolden med en ambition om at overføre stemningen fra nedre C i Parken til landets håndboldhaller. Et ønske der indtil videre ikke er gået i opfyldelse. I følge Dan Hammer på grund af en manglende multiarena og sportslige præstationer, der ikke har været gode nok.
- Det kan godt være, at der bor mange mennesker i byen, men der er også tusindfold muligheder i forhold til, hvad der er i Skjern eller andre steder. Og så skal det være det fineste af det fine, siger FCK Håndbolds direktør Dan Hammer.

Ingen kommentarer: